Som fan af cykelsport er der masser af muligheder for at få lysten styret i løbet af sæsonen. De fleste kender de store Grand Tours, som består af Giroen, Vueltaen og Tour de France, men der er også høj prestige forbundet med de såkaldte klassikere. Her får du et overblik over de største endags-klassikere i cykelsportens kalender.

Milano-Sanremo

Sæsonen indledes altid i marts, hvor det sultne felt sendes afsted i årets første klassiker Milano-Sanremo. På italiensk kaldes dette løb meget passende La Primavera (foråret). Den første udgave fandt sted i 1908 og betragtes i dag som en af de mest prestigefyldte klassikere. Italienerne fik i 2018 en tiltrængt sejr på hjemmebane, da Vincenzo Nibali krydsede stregen i Sanremo som første mand. Det var den første italienske sejr i løbet siden 2006. Der har endnu ikke været nogen danske triumfer i Milano-Sanremo.

Flandern Rundt

I begyndelsen af april kommer stjerneparaden for første gang til det cykelgale Belgien, hvor der køres Flandern Rundt. Løbet fik sin debut i 1913 og hører til blandt de cykelløb, som klassiker-rytterne prioriterer meget højt. Det gjorde Rolf Sørensen også i 1997, hvor han som den hidtil eneste dansker nåede øverst på sejrsskamlen. Flandern Rundt køres på en rute med mange stigninger og strækninger med brosten.

Paris-Roubaix

Kært barn har mange navne, og det har Paris-Roubaix også. Løbet, der køres i Nordfrankrig en uge efter Flandern Rundt, kaldes også “Helvedet i Nord”, “Klassikernes Dronning” og “Påskeløbet”. Jørgen Leths berømte dokumentar fra 1976 hed “En forårsdag i helvede”, og det beskriver meget godt, hvor hårdt dette løb er. Rytterne tilbagelægger en stor del af ruten på de såkaldte pavéer, der består af brostensbelagte veje og stier, som ofte er i dårlig forfatning. Slovakken Peter Sagan vandt løbet i 2018. Der har aldrig været dansk sejr i Paris Roubaix.

Liege-Bastogne-Liege

Med første løb tilbage i 1892 har Liege-Bastogne-Liege status som det ældste af klassikerne. Løbet køres i Ardennerne i Belgien og her sørgede Rolf Sørensen for den hidtil eneste danske triumf i løbet, da han i 1993 sejrede foran Tony Rominger og Maurizio Fondriest, der var to af den tids store navne.

La Fleche-Wallonne

Det belgiske løb køres ligesom Liege-Bastogne-Liege i Ardennerne og klinger godt i ørerne på danske cykelfans, idet både Kim Andersen (1984) og Bo Hamburger (1998) har vundet denne klassiker, som har været kørt siden 1934.

Amstel Gold Race

Det hollandske Amstel Gold Race har ikke så mange år på bagen som de øvrige klassikere. Det blev første gang kørt i 1966, og løbet har derfor status som nyklassiker. Bjarne Riis vandt løbet i 1998, og 20 år senere i 2018 lykkedes det for Michael Valgren at komme øverst på podiet i det prestigefyldte løb i Holland.