PostNord Danmark Rundt

PostNord Danmark Rundt er det absolutte flagskib, når det handler om professionelle cykelløb i Danmark. Løbet blev for første gang afviklet i 1985, men efter fire år måtte man trække stikket, og først i 1995 blev der igen noget at glæde sig over for de danske cykelfans, som gerne ville opleve cykling fra øverste hylde på dansk grund.

Siden 1995 har Postnord Danmark Rundt været afviklet hvert år og løbet indgår i den Internationale Cykelunions (UCI) såkaldte Europe Tour. PostNord Danmark Rundt arrangeres af Danmarks Cykle Union (DCU) køres hvert år i august og har altid deltagelse af ryttere, som netop har deltaget i Tour de France.

Løbet afvikles over fem etaper, og ligesom i de store internationale etapeløb er der forskellige trøjer til orskellige kategorier. Den mest prestigefyldte er løbets blå førertrøje, men der kæmpes også om at blive bedste hold, bedste ungdomsrytter, bedste bakkerytter ligesom der er en pointtrøje og fighterkonkurrender at køre om.

Der har gennem tiden stået mange store navne på det øverste trin på medaljeskamlen. Således har både Bjarne Riis (1995), Tyler Hamilton (1999), Rolf Sørensen (2000), Ivan Basso (2005), Fabian Cancellara (2006) og Jakob Fuglsang (2008, 2009 og 2010) vundet PostNord Danmark Rundt.

Løbet er i alt 12 gange blevet vundet af en dansk rytter, og Jesper Worre, der var den første dansker til at vinde løbet i 1986, er i dag løbsdirektør.

I 2018-udgaven skulle rytterne tilbagelægge 718 kilometer fordelt på de fem etaper, og traditionen tro sluttede løbet med en finale på Frederiksberg Allé i København. En af løbets tilbageværende højdepunkter finder sted i Vejle, hvor der sluttes af med en rundstrækning, som ender på den stejle Kiddesvej. Her er der garanti for drama, og etapen i Vejle har som regel altid stor indflydelse på det samlede klassement.

Det anslås at over en halv million mennesker hvert år tager opstilling på ruten for at se stjernerne på både små og store klinger.

DM-ugen

Ligesom i andre sportsgrene er det som dansk cykelrytter forbundet med stor prestige at kunne kalde sig dansk mester. Hvert år afgøres danmarksmesterskaberne i cykling over en uge, hvor der køres i forskellige discipliner og aldersgrupper.

Fra 1995 blev der lagt endnu et lag til DM i cykling, idet det fra dette år også blev muligt for professionelle ryttere at deltage. Den første udgaveaf DM med både amatører og professionelle til start blev således vundet af Bjarne Riis og siden er DM blevet vundet af store navne som Chris Anker Sørensen, Nicki Sørensen og Matti Breschel. Nicki Sørensen har fire DM-guld på samvittigheden og sidder dermed på rekorden for fleste DM-sejre gennem tiderne.

i 2018 blev DM afviklet på Lolland-Falster og her vandt Michael Mørkøv DM-titlen hos herrerne.